Kvinden i spejlet

En historie om frygt, fryd og forandring

Det var nok midtvejs i mellem første og anden kemobehandling, at jeg opdagede, jeg kunne trække håret ud i store totter. Der gik nogle dage med at dyrke dette party-trick, men det holdt ret hurtigt op med at være sjov. Spørgsmålet var, hvad nu?

Jeg havde hørt om folk, der lod sig klippe eller kronrage, inden håret begyndte at falde ud, bare for at vise en smule medbestemmelse over kræften. Det havde jeg ikke kunnet få mig selv til – men noget måtte der gøres. Jeg gik stadig på arbejde (det gjorde jeg gennem det meste af kemoforløbet), og en fredag eftermiddag måtte jeg erkende, at jeg snart ville se temmelig mølædt ud. Den efterfølgende mandag skulle jeg til et pressemøde i København i forbindelse med en opgave, og jeg skulle helst ikke ligne noget, katten havde slæbt hjem.

Jeg kiggede på den lyse paryk, som jeg havde hjemtaget et par uger forinden. Den stod der og ventede på stativet, smart og skinnende. Tiden var vist inde. Samme aften satte jeg mig ned og tændte for fjernsynet – og mens filmen "LA Confidential" udspillede sig på skærmen, gik jeg systematisk i gang med at gøre mig skaldet.

Filmen husker jeg intet af. Men da den var slut, lå hele hårpragten i en papirkurv, som jeg havde anbragt i skødet. Jeg havde trukket hver en tot ud af hovedbunden.

Det kan for resten ikke anbefales. Første gang, jeg tog parykken på, gjorde det så underlig ondt. Jeg spekulerede lidt på, hvorvidt følelsen var normal – ind til det gik op for mig, at det nok havde været en lovlig hårdhændet behandling af huden, sådan at trække al håret ud på én gang. Hovedbunden var øm i flere dage, navnlig når jeg tog parykken på.

Jeg havde haft den på en enkelt gang forud for kemobehandlingen. Det var hos parykmageren, hvor jeg pressede den ned over mig eget hår og havde syntes, jeg så vældig smart ud. Jeg gik hjem fuld af fortrøstning over, at jeg for første gang i mit liv kunne få en korthårsfrisure med smarte, lidt strittende tjavser, der ikke blev til en masse krusende fimrehår, så snart der var lidt fugt i luften.

Efter kemobehandlingen blev jeg så gode venner med min paryk, at jeg ikke vil af med den igen.

Men da jeg for første gang stod pilskaldet foran spejlet og iførte mig mit nye hår, tænkte jeg: Nej! Sådan kan jeg altså ikke se ud! Farven var hård og platinagtig, parykken skinnede på sådan en mærkelig, unaturlig måde, og kvinden i spejlet var slet ikke mig.

Men ud af huset, det skulle jeg. Og jeg skulle IKKE gå med tørklæde. Jeg ved godt, at mange er glade for dem, men for mig er de bare et utvetydigt cancer-signal, som jeg ikke har lyst til at give. Så heller være platinblondine. Jeg tog parykken på, gik resolut ud i haven og mødte straks min nabo. Jeg kan ikke huske præcis, hvad hun sagde, men kommentaren var heldigvis positiv – og tak for det, søde Jonna. Hvis der var nogen, der fra første dag havde sagt "Hvor'n er det, du ser ud?" er det meget muligt, at jeg havde taget en sæk over hovedet og meldt mig syg.

Men jeg har faktisk aldrig fået andet end positive bemærkninger – også fra folk, der ikke vidste, at jeg var i kemobehandling for brystkræft. "Hold da op, du ser ti år yngre ud," var der en, der sagde. "Hvem har klippet dig?"

"Det er en lang historie," sagde jeg bare.

Så var der dem, der godt vidste, jeg var i behandling:

"Du må få din frisør til at klippe dig lige sådan, når du får dit eget hår tilbage," lød det fra flere.

Kære venner, tænkte jeg, hvis det havde været muligt at få mine egne kruseduller til at se sådan ud, så havde jeg sgu da gjort det for 40 år siden.

Hvorom alting er, kom jeg efterhånden til at holde umådeligt meget af den stakkels paryk. Farven, som jeg jo selv havde valgt, virkede ikke længere unaturlig på mig, efterhånden som jeg blev mere fortrolig med kvinden i spejlet. Og tænk, at jeg hver morgen kunne vågne op til en dag med godt hår! Jeg huskede, hvordan jeg som teenager sov med kæmpe-curlere i håret, hvordan jeg i hele mit voksenliv havde fønnet og trukket og voks'et og sprayet, alt sammen for at få det til at blive glat – blot for at opleve, hvordan det hele smeltede ind til en fin, skandinavisk nullermand ved første tegn på fugt, finregn eller dis! Nu havde jeg endelig et hår, der makkede ret!

Men en skønne dag mærkede jeg dun på hovedbunden. På det tidspunkt var jeg ikke engang færdig med Taxotere-kuren, og i første omgang blev jeg bare glad. Kroppen melder sig på banen, tænkte jeg, nu er det igen mig, der bestemmer, bare en lillebitte smule.

Håret blev imidlertid ved med at vokse, og i løbet af nogle måneder blev det sværere at få parykken på. Tjavserne strittede ud forneden og gjorde sig bemærkede, og farven på den nye vækst var ikke, som jeg huskede den. Jeg havde i mange år fået lavet lyse striber, og det nye hår var meget mørkt - bortset fra det, der var blevet gråt. Det var ikke den slags striber, jeg havde lyst til!

Og så var det bare så krøllet! Over hele hovedet var jeg nu ved at få tonsvis af tætsiddende puddelkrøller, som ingen kunne forstå, at jeg ikke skulle juble over. "Bare det var mig," sagde mine bekendte, når jeg fortalte dem, hvad der skjulte sig under parykken. Men ærlig talt - havde de virkelig lyst til at ligne en over-permanentet olding? Det eneste, jeg kunne tænke på, var, at jeg nu igen skulle i gang med at trække og glatte og fønne og spraye på et hår, som var blevet mere genstridigt end nogen sinde.

På trods af et voksende besvær med min hemmelige "urskov", blev jeg ved med at gemme mig under mit kunstige hår i alt for lang tid - ind til en dag, hvor jeg ikke nåede at få parykken på, da min søde nabo Jonna kiggede forbi. Altså var det igen hende, der blev den første til at se mit nye look. Hun var igen opmuntrende og positiv, og mødet fik mig endelig til at indse, at jeg ikke kunne blive ved med at skjule mig for omverden. Jeg tog mig sammen og bestilte tid hos en frisør, hvor jeg blev studset lidt og fik den grå farve skyllet væk. Krøllerne måtte jeg dog stadig leve med.

Det er nu en måneds tid siden, jeg kom hjem med parykken i tasken. Fred være med den – i dag er den gemt væk i et skab, og jeg er nu igen ved at vænne mig til kvinden i spejlet.

Jeg ville ønske, at jeg kunne sige, at oplevelsen har gjort mig til en ny og bedre og klogere kvinde. Men det må blive en sandhed med store modifikationer. Jeg har i hvert fald ikke accepteret min egen hårfarve, og jeg går stadig med et lønligt håb om, at krøllerne en dag vil lægge sig - bare nok til, at jeg kan få lidt pandehår.

Jeg er dog i det mindste sprunget ud som mig selv (bortset fra hårfarven, altså). Og det er da et skridt på vejen.

Anne Nielsen
Vollerup, den 30. april, 2008

Til top  Printervenlig udgave

Language Arts
telefon +45 5581-0105 - mobil +45 2233-8307
anne@language-arts.dk